Kender du din egen markedsværdi?
Hvis du skulle få brug for det i morgen, har du så det overblik, der gør dig i stand til at beskrive dine kompetencer for en ny chef – så det rette billede kommer frem? Ingen ved om den situation kommer, eller om du måske selv vil sætte den i gang. Din markedsværdi kan ses som det, du indeholder, udtrykker og udøver – fagligt som personligt.
På det faglige plan kan indholdet være det, den enkelte har papir på i form af formelle og uformelle uddannelser og eksamensbeviser samt erhvervserfaring. Derudover er det kendskab til egne kvalifikationer og kompetencer i forhold til det professionelle arbejdsliv.
På det personlige plan kan indholdet være den enkeltes grundlæggende værdier dannet af og baseret på opvækst og livserfaring samt de mentale og fysiske kompetencer. Herunder ligger evnen til personlig selverkendelse, udvikling og socialisering.
Der kan være mange faktorer, der indvirker på din markedsværdi. Du kan prøve at teste din viden om din egen markedsværdi ved at udfylde 20 spørgsmål. Måske sætter det nogle tanker igang?